Pelspleje
Hvad kan jeg selv gøre?
Pelspleje kan og bør være en fornøjelse for både hund og ejer. Soignering af hunden er alfa og omega for en sund trivsel og øget velvære for din hund.
Pelspleje for hvalpe:
- Hvalpens pels kræver som regel ikke den store opmærksomhed. I hvert fald ikke de første syv til ni måneder. Når hunden bliver kønsmoden, begynder pelsen at ændre sig. Den bløde og tjavsede hvalpepels smides gradvist og den blivende voksenpels begynder at komme frem.
- Selvom hvalpepelsen ikke kræver megen vedligehold, så er det essentielt at du helt fra hvalpen er lille, begynder at tilvænne den til de forskellige redskaber og får succes med at gøre den lille pelspleje til en hyggestund imellem jer.
- Køb f.eks. et par forskellige bløde børster og gør det til en vane at børste hunden om aftenen når I sidder og ser fjernsyn. På den måde kommer din hvalp til at associere pelsplejen med den mest behagelige og fredsfyldte stund i de fleste hjem.
Pelspleje for langhårede hunde:
- Hunderacer med lang- eller semilang pels, skal gennembørstes en til to gange om ugen. Jo oftere man får det gjort, jo lettere vil det være – Især hvis du fra hvalp har fulgt ovenstående råd om tilvænningen.
- Gennembørstning modvirker dannelsen af filterknuder i pelsen og fjerne døde hår. Selv hunde som ikke rigtig fælder, taber alligevel løbende en smule af den gamle pels. Hvis den gamle pels ikke fjernes, kan den fæstne sig i den blivende pels og danne basis for en filtknude. Også udefrakommende ting som små stykker mos, grene og græsfrø som hunden samler op på gåturen eller i haven, kan sætte sig fast og behæfte sig med både løse hår og blivende pels.
- Pelsen børstes først grundigt igennem på oversiden med en kam eller en børste, afhængig af race og pelstype. Herefter løftes pelsen op med kammen og man kan anvende en karte til underpels og/eller underuld. Herved får man fjernet døde hår, fremmelegemer fra naturen og man får lokaliseret eventuelt begyndende filtknuder.
- Hvis filterknuder får lov til at blive siddende og vokse sig større, kan de blokere for lufttilførslen til huden. Filtknuder er også ofte hjem for mange bakterier. Når hunden bliver våd er filtknuderne meget længe om at tørre. Kombinationen af mindre lufttilførsel, fugtigt miljø og bakterier kan danne grobund for hudirritation, eksem, allergi og svampelidelser. Det er derfor vigtigt ikke at negligere en god og sund rutine med pelspleje.
Pelspleje for korthårede hunde:
- Ved korthårede racer gælder det primært om at hjælpe hunden af med de løse hår. Det giver luft til huden og til pelsen, samt reducerer mængden af hundehår rundt om i hjemmet.
- Der findes særlige strigler som er særligt velegnet til kort pels og til at reducere mængden af underpels.
- Mange ejere af korthårede racer benytter sig af vores Fældningsreduktion behandling. Hvor den døde pels fjernes for at give luft til den nye pels og til hundens hud.
Andre gode råd til en sund og smuk pels:
- Vælg med omhu et foder af god kvalitet og med et højt indhold af reelt kød. Undgå gerne mærker og varianter der er fyldt med korn, hvede og majs.
- Giv fiskeolie som kosttilskud. Vælg en olie af en god kvalitet med et bredspektret indhold af omega fedtsyrer. Gå udenom vegetabilske olier (solsikke, raps, oliven m.fl.) og fravælg også den billige lakseolie – De sidstnævnte er blot et tilskud af fedt og har en meget ringe eller slet ingen effekt på din hunds hud og pels. Iben Hundehus anbefaler Kw ørredolie, som er en klar olie der er udvundet i Danmark under en bæredygtig produktion. Olien indeholder både omega 3, 6, 7, 9 og 11
- B-Vitaminer kan gives som kosttilskud ved siden af et godt foder. B-vitaminer giver en smuk, stærk og glansfuld pels, samt modvirker fældning og styrker hundens naturlige hudbarriere.