Skal min hund klippes om vinteren?

Al logik vil formentlig få dig til at svare nej til dette spørgsmål. Det er desværre af misforstået godhed, at mange hundeejere vælger ikke at få deres hund klippet om vinteren. Der er ingen tvivl om at vi gør det i den bedste mening fordi vi er bange for at hunden kommer til at fryse.

Men det er ikke pelsens længde der afgør om hunden fryser eller ej. I hundens pels og underhuld, tæt ved og på huden, har hunden et særligt fedtlag. Det er dette fedtlag der gør at hunden kan holde varmen og pelsen virker samtidig isolerende – Men en lang pels isolerer ikke mærkbart bedre, end en kort pels.

Desuden har en lang pels en betydeligt længere tørretid, end en kort pels. Nogle gange, når pelsen endda ikke at blive ordentligt tør, før hunden igen skal ud i kulden – Og så bliver hunden først rigtig kold. Sørg derfor altid for at få tørret din hund ordentligt når den kommer ind igen. Dette kan gøres med en hårtørrer, absorberende hundehåndklæder eller en såkaldt “tørredragt”.

I vintertiden er pelsen udsat for mange ydre påvirkninger som sne, frost, salt, sjap og mudder. Disse elementer kan opbygge mange filtknuder og bevirke at pelsen ikke længere kan redes ud og derfor efterfølgende må klippes meget kort. Derfor anbefaler vi at du får klippet din hund regelmæssigt – Også om vinteren!

Hvis du vil hjælpe din hund med bedre at holde på varmen, bør du i de koldeste måneder undgå at bade din hund for ofte. Når du bader din hund og vasker den med shampoo, så mister hunden en del at det fedtlag der skal sikre den imod kulden.

Mange af de mindre hunderacer, som naturligt bevæger sig ret tæt ved jorden, samt hunde uden underuld, kan have stor glæde af et lunt dækken, eller en foret hundefrakke. Disse beskytter både imod kulde, vand og blæst og holder derved din hund varm, selv på de koldeste vinterdage. Vi hjælper og vejleder dig gerne i forbindelse med pleje af både pels og poter samt valg af hundefrakke.