Dværgschnauzer
De buskede øjenbryn og det fine skæg er kendetegnet ved Dværgschnauzeren. Den populære “lillebror” til den noget større Riesenschnauzer, er et sandt lille energibundt. Selvom den er lille, så har den både mod og stolthed som en stor hund.
Dværgschnauzeren stammer fra Tyskland, nærmere bestemt Bayeren-regionen. Den blev oprindeligt brugt som både rottehund, vagthund og staldhund, inden den indtog vores stuer og vores hjerter. Desuden er dværgschnauzeren også populær fordi den er allergivenlig og kun fælder meget minimalt.
Den ruhårede pelsstruktur er både strid og tæt. Hvis Schnauzeren håndtrimmes/plukkes cirka fire gange årligt, så fælder den næsten ikke og den øvrige pelspleje vil være minimal. Hårene i den stride overpels falder ikke af af sig selv, men skal trækkes ud når håret er “dødt”. Det gør ikke ondt, selvom det kan lyde lidt ubehageligt. Når håret trækkes ud kommer et nyt kraftigt hår frem – Det gør der ikke hvis man klipper håret over med saks eller maskine. Det er derfor vigtigt at ovelade trimningen til en professionel hundefrisør, så man ikke kommer til at forårsage skade på hundens pels.