Jack Russell Terrier

Denne terrier har formentlig aldrig set sit eget spejlbillede – Den er i hvert fald selv, af den overbevisning, at den er stor som en okse. Den lille seje og selvsikre Jack Russell Terrier stammer oprindeligt fra England, hvor en mand af samme navn, skabte grundlaget for racen på baggrund af avlsarbejde med den almindeligt kendte Fox Terrier. Senere hen overtog Australierne avlsarbejdet og modificerede og udviklede racen til det vi kender den som i dag.

Racen findes i dag i tre pelstyper: Glathåret, ruhåret og “broken”. Sidstnævnte pelstype er en mellemting imellem glat- og ruhår. Den glathårede pels kræver ikke andet end almindelig pleje, særligt i fældningsperioderne. Ruhår og broken skal håndtrimmes regelmæssigt (cirka en gang i kvartalet). Dette gøres ved håndkraft og ved anvendelse af en trimmekniv, gummitutter eller trimmesten. Ruhårede hårstrå må ikke klippes med hverken saks eller klippemaskine, da det nedbryder pelsens struktur, kvalitet og farven vil over tid falme og blive grå og mindre levende. Din professionelle hundefrisør kan hjælpe dig med opgaven og derved bibeholde en smuk, sund og stærk ruhåret trimmepels.